Søvn i 1-3 måneders alderen
Søvn i 1-3 måneders alderen
I denne tid begynder en ny fase, hvor du som forælder langsomt begynder at kunne genkende mønstre og signaler fra din baby. Når din babys ansigt ændrer sig på en bestemt måde, eller måske når din baby vender blikket væk – så begynder du at tænke: “Det der betyder nok, at…” Eller måske har du lagt mærke til en særlig lyd, som din baby laver, og tænker: “Aha, det lyder som træthed.”
Måske er der så småt ved at opstå en form for rytme i hverdagen. Ikke en urokkelig tidsplan, men måske en tilbagevendende rækkefølge: mad, lidt hygge, en ble der skal skiftes – og så tid til søvn igen. Samtidig kan det være, at den tætte boble, som nærmest ikke kunne briste i den allerførste tid, nu begynder at give lidt plads til omverdenen. Små glimt af nye rutiner og genkendelighed, der giver jer en fornemmelse af at finde fodfæste i livet med en lille én
En tid med kolik?
For langt de fleste, er ovenstående det mest genkendelige billede af søvn i denne periode. Men for andre kan det også være, at I står midt i en svær tid. De første 14 dage er nemlig ofte meget rolige, fordi barnet er meget træt efter fødslen og har en del hormoner i kroppen. Men faktisk er der nogle studier der indikerer at det tidspunkt, hvor forældre oplever at barnet græder mest, er omkring uge 9.
I dag defineres kolik som gråd, der varer mere end tre timer om dagen, mindst tre dage om ugen, i mindst tre uger, uden nogen åbenlys årsag.Tilstanden opstår typisk inden for de første par uger efter fødslen og topper omkring 6-9 uger. Den aftager normalt, når barnet er omkring 3-4 måneder gammelt. Man tilskriver kolik forskellige årsager. Heriblandt umodne tarme, der kan give gasdannelse, oppustethed og ubehag. Måske sluger barnet meget luft under maden eller er overfølsom overfor visse fødevarer. En ubalance i tarmens bakterieflora kan muligvis også spille en rolle. Ligeledes kan refluks eller smerter i bevægeapparatet. Kolik er stadig et område med aktiv forskning, især med fokus på tarmens mikrobiom og ernæringsmæssige faktorer. Det vil vi elske at dykke mere ned i, i en anden artikel.
Men kolik-symptomer kan også handle om overstimulering. Hjernen modnes utrolig meget i denne periode og dette kan formodentlig være med til også at give en del ballade. Og så kan det også være en hel familie i undtagelsestilstand, der er tale om. Vi spejler nemlig hinandens nervesystemer helt vildt. Så hvis forældrene ikke har det godt, er det ufatteligt svært at være rolig og give den ro videre. Kolik-symptomerne går typisk over og har ingen langvarige konsekvenser for barnets helbred. Det kan dog være følelsesmæssigt belastende for forældrene, så det er vigtigt at søge støtte og tage pauser, når det er nødvendigt.
Men hvis du spørger os, og det gør du jo ihvertfald lige nu, så tror vi også på at søvnen spiller rigtig meget ind på kolik-symptomer. Måske nogle gange som årsag, men én ting er ihvertfald sikkert. Hvis man samtidig slås med svær søvn, så forværres kolikken. Så lad os se på, hvad der er i denne alder med søvnen du kan have fokus på. Kolik eller ej.
Hvor meget skal en baby på 1-3 måneder sove?
løbet af denne periode sker der ofte et markant skift i din babys søvnbehov. Fra at være nyfødt og måske sove helt op mod 20 timer i døgnet (læs vores artikel om nyfødte her), vil mange babyer omkring 3-måneders-alderen sove omkring 15 timer i døgnet. Det lyder måske stadig som rigtig meget, men det er en virkelig stor ændring. Forestil dig at miste 5 timers søvnbehov på blot få måneder. Det er en enorm forandring, og faktisk er der intet andet tidspunkt i livet, hvor søvnbehovet falder så drastisk.
Nu betyder det også i højere grad, at den tid din baby bruger på at spise med lukkede øjne for så at sove videre, også tæller med som søvn. Det samme gælder ikke for en helt nyfødt, som bruger meget mere energi på at hente maden end din baby gør i f.eks. 3 måneders alderen.
Den her udvikling i søvnbehovet hos din baby kan også betyde, at du begynder at se mere faste mønstre i søvnen – såsom længere stræk om natten eller lidt mere tydelige skift mellem vågentid og søvn i løbet af dagen. Men det kan også give nye udfordringer, når vågentiden pludselig bliver længere, og din baby måske har brug for mere hjælp til at finde ro.
Overgangen betyder nemlig, at I går fra en baby, der næsten kan sove sig igennem hele døgnet, til et lille menneske, der skal være vågen i langt flere timer. Læs lige lidt videre hvis du kan holde dig vågen, for de næste dele af dén ligning, er vigtige!
Hvor meget skal en baby på 1-3 måneder være vågen?
Vi tager lige det store fald i søvnbehovet, og vender det hele lidt på hovedet. For det betyder, som sagt, at så skal din baby altså nu til, at være mere vågen i løbet af døgnet. Og man skulle tro det kan være ligemeget…. Men i vores erfaring kan det gøre hele forskellen. At huske at sætte fokus på vågenbehovet: Har mit barn haft nok aktivt vågne timer i døgnet, til at være træt nok til at dække sit søvnbehov?
Det kalder vi Søvnens Matematik og dét koncept er en vaskeægte problemknuser – også i denne alder. En baby på eksempelvis 2 måneder med et søvnbehov på 16 timer skal altså være vågen ca 8 timer på et døgn. Og et barn på 3 måneder som har et gennemsnitligt søvnbehov på 15 timer skal være vågen 9 timer. Og så ville det jo være dejlig nemt hvis din baby kunne være vågen og glad i 9 timer i træk for derefter at sove roligt og tungt i 15 timer. Men det er her Søvnens Matematik for alvor kan være din nye rettesnor. For de vågne timer skal fordeles ud over dagen. For et lille menneske har en mindre hjerne og kan være vågen markant kortere tid ad gangen end voksne. Hold ud til endnu et afsnit af sovematematik-timen! Vi forklarer mere.
Hvor længe kan en baby på 1-3 måneder være vågen ad gangen?
Ja nu bliver det nemlig en lille smule mere kompliceret. Især, hvis du er en træt forælder som famler efter kaffen mens du læser det her. Vi skal gøre vores bedste, for det er vigtigt! Og ganske logisk, når du først har den.
For imens søvnbehovet er faldet drastisk de sidste 3 måneder, så er hjernens “lagerplads” pr. gang den skal være vågen, ikke ændret betydeligt. Virkelig mange børn på 1 måned kan være vågen ca 60 min. ad gangen. Og en baby på 3 måneder kan ofte ikke klare meget mere end 90 minutters vågentid, inden det igen er tid til at sove en lur. Derfor sover mange børn i 3 måneders alderen meget korte lure sidst på dagen, så de lige kan nuppe en runde vågentid mere.
Løber du hurtigt i vågentiden?
Og nej man kan stadig nå nærmest ingenting på 90 min. i denne alder. Så vågentiden kan hurtigt få ben at gå på. Måske går det lidt hurtigere med maden nu, men det kan stadig føles som en fuld mission impossible at nå alt det, man gerne vil på bare halvanden time. Mad, ren ble, ud i bilen, ind til babysvømning, hjem igen, i bad, mad igen – alt sammen inden din lille chef når at blive overtræt. Det kan hurtigt føles som om, man har fået rollen som logistik-koordinator i en storstilet actionfilm, hvor hvert minut tæller, og hvor den mindste forsinkelse kan vælte hele planen. Vi kender det! Men i en periode hvor søvnen lige skal reguleres efter en svær periode eller hvor matematikken er eneste vej til lidt flere sammenhængende timer, så kan det ofte være dét værd. Selvom man altid hellere ville være chill og afslappet i skjorte uden pletter og overskud til at baby bare sover når han eller hun er træt.
Hvor meget skal en baby på 1-3 måneder sove om natten og om dagen?
Hvilke af din babys sovende timer der bliver lagt om natten og hvilke der bliver lagt om dagen, er faktisk ikke så vigtigt. For din baby altså! Det kan jo godt gøre en forskel for dig…!
Nogle babyer i den her alder sover mange timer om natten (afbrudt af spisning) og korte lure om dagen. Nogle sover 8 timer om natten og meget lange lure om dagen. Det er forskelligt og begge dele kan være helt normalt hvis ellers humøret er højt.
Men der er også situationer hvor fordelingen af søvn og vågentid ifht placering på nat eller dag, kan have en betydning. Der kan være situationer hvor de korte lure om dagen f.eks. giver en rigtig dårlig vågentid for dit barn. Måske netop noget, der minder om aftenkolik. Så synes vi bestemt godt man kan være bekendt at ønske sig noget andet for sit barn og sig selv. For man kan i langt de fleste tilfælde, godt skrue på sit barns søvnfordeling henover et døgn. Hvis det er den slags hjælp du konkret leder efter, så kan du kigge nærmere på vores online søvnplan som vi kalder Drømmelur. Her hjælper vi dig med konkret plan for regulering og placering af søvn og vågentid henover døgnet, så det bedre hænger sammen som I ønsker det, hjemme hos jer.
Det kan også være en udfordring den anden vej rundt. Nemlig at lurene bliver så lange om dagen at dit barn simpelthen ikke har flere timers søvn at lægge sidst på dagen. Barnet er egentlig træt efter de famøse 90 min., men søvnen er på en måde “brugt op”. Og så starter uroen. Her ville vi anbefale dig at skele til Søvnens Matematik. Den tilbyder vi hjælp til at genneskue både i vores artikel om Søvnen Matematik, men også som online søvnplan med korte videoer, der guider dig til en plan, trin for trin.
Nordic Sleep Academy
Hej! Vi er Sine Ditlev Bihlet og Karen Kildahl. Sammen har vi startet Nordic Sleep Academy med viden og vejledning til forældre om børns søvn.
Søvnbehov 1-3 måneder
Når din baby er mellem 1 og tre måneder gammel, vil din baby typisk have et søvnbehov på omkring 15-16 timer i døgnet.
Det betyder også, at din baby i denne alder har et vågenbehov på mellem 8 og 9 timer i døgnet.
Brug for en plan?
Vi tilbyder online søvnplaner, som hjælper dig med at komme i mål med forandringer omkring søvnen.