Lær dit barn at finde sutten selv om natten

Ræk hånden op hvis du kender det: Det er midt om natten, du er endelig faldet i søvn, og så hører du den lille kalde – ikke fordi der er noget galt, men fordi sutten er væk. Igen. I mørket fumler du rundt i sengen, på gulvet eller i tremmesengen for at finde den forsvundne sut og redde nattesøvnen for jer begge. Og det sker ikke kun én gang. Nej, det kan nemt blive en håndfuld gange hver nat. Sidder du med hånden oppe? 

Tænk, hvis dit barn selv kunne finde sutten og klare det hele uden din hjælp? Det kan næsten være svært at forestille sig, hvis dine nætter lige nu består af armen i pendulfart der leder efter sutten i mørket. Man kan nærmest blive en mester i at finde den, helt uden lys. Men prøv at forestille dig, hvordan det ville føles at få lov til at sove igennem, mens dit barn selv styrer nattens små sutteudfordringer. 

I denne artikel guider vi dig igennem fire enkle trin til at lære dit barn at finde sutten selv – og give jer begge lidt mere nattero.

Hvornår kan du lære dit barn at finde sutten selv om natten?

Allerede fra dit barn er 6 måneder gammel, kan du begynde at øve de indledende trin på vejen til selv at kunne finde sutten om natten. Det er på ingen måde et krav og noget din baby skal kunne for at leve op til babylivets store grønspættebog. Men det kan være en stor hjælp for dit barn, selv at kunne finde sutten om natten. Det bryder nemlig, at den hurtigere kommer i munden ved et søvnfaseskift (hvis dit barn altså har brug for det). Og selv små børn har rigtig stor glæde ved, at kunne ting selv. Og så er det jo en dejlig bivirkning, hvis du eller din partner ikke behøver lege tampen brænder flere gange hver nat efter sutten.

Trin 1: Øve motorikken (og vanen)

Helt til at begynde med, især hvis din baby er mindre end et år, skal du begynde med at øve det helt basale. Og inden vi går videre kommer en vigtig huskeregel: du skal IKKE starte med at øve det om natten. Der er ingen af os (hverken børn eller voksne) som orker at lære noget om natten. Og der er også en vis sandsynlighed for at du eller din partner er for trætte til at træne motoriske skills om natten hvis I er oppe mange gange i forvejen. 

Hvis din baby eller lille barn er ked af det i dagstid, så skal du bare give sutten som du plejer. Det er heller ikke en god øve-situation når man har fået en Anders-And-bule i panden eller har skrabet knæet. 

Men resten af gangene hvor din baby gerne vil have eller får sutten i dagstid, så giver du den til ham i hånden. Du giver ham den ikke i munden. I stedet hjælper du ham stille og roligt med at øve, hvordan han vender den rigtigt og får den puttet i munden. Hvis dit barn er meget lille, kan det tage noget tid at få øvet det helt motoriske i at vende sutten rigtigt og få den i munden. Er dit barn større, kan det her være mere et spørgsmål om vane end om motorik. 

Trin 2: Tag sutten fra hånden eller bordet

Når dit barn har styr på den basale motorik omkring at få de små fingre til at håndtere den drilske sut der skal vendes og holdes fast indtil den lander i munden, så begynder næste trin. 

Nu begynder du at lade dit barn tage sutten fra din hånd, i stedet for at give ham den i hånden. Hver gang han gerne vil have sutten lægger du den foran ham i din hånd eller på bordet og siger hver gang: “Tag sutten (indsæt dit barns navn)” Igen skal der måske hjælp til hvordan man får den fra hånden til munden. 

Trin 3: I seng uden sutten i munden

Når du om aftenen skal putte dit barn i sengen, så gør du det UDEN sutten i munden. Nu lægger du sutten op i et af hjørnerne oppe i hoved-enden af sengen. Vælg om det skal være det højre eller det venstre hjørne, og brug så det hjørne hver gang. 

Du lægger kun én sut i dette trin, for inden dit barn har lært hvad han skal med hele denne øvelse, så kan 20 sutter i sengen meget hurtigt blive til en spændende leg hvor man kaster med sutter i stedet for at falde i søvn. Trust us!

Så siger du til dig barn: “Tag sutten, (indsæt dit eget barns navn)”. Så tager du hans hånd sødt og rart og hjælper med at få den op hvor sutten ligger i hjørnet, så han kan tage den, vende den og tage den i munden. Dette trin skal formentlig gentages i flere dage og indimellem op til en uge, før den hænger fast. 

Trin 4: “Tag sutten, skat”

Når du kan fornemme at dit barn har styr på øvelsen fra step 3, så er I klar til at begynde på det sidste trin. Nu kan du begynde at lægge flere sutter i hjørnet, så dit barn har et lille depot. Sutten fra putningen forsvinder nemlig hurtigt hvis dit barn har rokeret rundt og tabt den i dyb søvn et andet sted end der hvor han ligger. 

Det skal ikke være selvlysende sutter, for det handler om at hans hjerne skal lære hvor han skal lede efter sutten henne. Uden brug af øjnene. En automat-reaktion! Og du kan vente med at lægge lageret ned, til han sover, så du minimerer risikoen for sutte-kast. Når dit barn så vågner om natten, så siger du stille og kærligt: “Tag sutten, (indsæt dit eget barns navn)” På den måde minder du hans hjerne om, at det han gør om dagen eller til putningen, også er det han skal gøre nu. 

Efter noget tid, kan de fleste børn selv finde sutten, helt uden at kalde på dig. Dejligt for dit barn! Og dejligt for dig. 

God fornøjelse!

 

Ps! Har du brug for at se denne guide på video? Så kan du finde den og massevis af andre konkrete råd til bedre søvn hos Karen Kildahl på @modersoevn. Du kan også følge Sine Ditlev Bihlet på @Soevnplejersken for kærlige råd og viden om børn og unges søvn. 

Nordic Sleep Academy

Hej! Vi er Sine Ditlev Bihlet og Karen Kildahl. Sammen har vi startet Nordic Sleep Academy med viden og vejledning til forældre om børns søvn.

Hvornår kan din baby lære at finde sutten?

Allerede fra din baby er omkring 6 måneder gammel, kan I begynde de indledende øvelkser der skal til, for at han eller hun inden længe kan finde sutten selv om natten. 

Hvis du elsker at lede efter sutten i mørket, så er det slet ikke nødvendigt at lære din baby eller dit lille barn at finde den selv. 

Men hvis du gerne vil, så lover vi der stadig vil komme andre muligheder for at skulle hjælpe dit barn om natten. Så det er helt ok, at ville eliminere én af dem.

Brug for en plan?

Vi tilbyder online søvnplaner, som hjælper dig med at komme i mål med forandringer omkring søvnen.

Jeg har en baby

Jeg har en tumling

Jeg har et skolebarn

Jeg har en teenager

25% rabat hele påsken

Få 🐣 25% rabat på alle vores søvnplaner og webinarer hele påsken med rabatkoden PÅSKESØVN