Hvor meget skal børn sove?
Hvor meget søvn skal børn have? Børns søvnbehov kan man finde meget divergerende anbefalinger for. Fagpersoner, hjemmesider og bøger kan give vidt forskellige svar på et ellers rimeligt simpelt spørgsmål: hvor meget skal børn sove? Noget af forklaringen ligger i, at man nogle steder fokuserer på, hvor meget børn reelt sover. Dette kalder man et gennemsnit. Men det er ikke ensbetydende med, at barnet får den søvn, som ville være ideelt. Eksempelvis viste et amerikansk studie, at teenagere, der får alle muligheder for at sove nok, lander på 9,25 timers søvn. Men de amerikanske teenagere sover reelt markant mindre. Det kan du læse mere om, i vores artikel om teenagere og søvn.
Der er derfor forskel på, hvad der er normalt, og hvad der er godt.
Hvordan måler man børns søvnbehov?
De helt små børn kan man ikke spørge: “har du det godt i din krop”? eller “føler du dig udhvilet?” Derfor bliver det ofte vores opfattelse af trivsel, der afgør om man vurderer søvnen som god. Vores erfaring er dog, at trivsel hos små børn nemt bliver sat lig med vægt og vækst. Det er efter vores mening lidt voldsomt først at skulle reagere på for lidt søvn, når barnet ikke vokser. Herunder ser du det gennesnit, vi bruger. Det er en kombination af to ting. For det første rigtig mange timer på skolebænken med næsen i litteraturen. For det andet vores erfaring fra tusindvis af familier i forløb. Herfra har vi nemlig en ret god fornemmelse af, hvor mange timer det er muligt at få barnet til at sove i døgnet, når vi har elimineret fysisk ubehag, bekæmpet hormoner, der holder hjernen vågen og ryddet lidt op i søvnadfærd. Derfor er denne oversigt, for os, et realistisk bud på, hvad de fleste børn vil trives med på døgnbasis.

Kan børn sove for meget?
Det kan godt være, at det ikke er det mest populære spørgsmål at stille i mødregruppen, men det er min erfaring, at det kan bringe meget bekymring med sig, hvis ens barn sover mere end gennemsnittet. Måske synes man kun, at barnet er vågen for at spise og hyggesnakke kort for så for igen at være træt. De helt små bruger meget energi på at spise. Som udgangspunkt kan børn ikke sove for meget. Sover dit barn noget over gennemsnittet for sin alder så tjek følgende:
- Barnet følger sin vægtkurve (særligt relevant de første 3 måneder).
- Barnet er godt tilpas det meste af sin vågentid
- Barnet har en god farve, kraft i kroppen og er interesseret i sine opgivelser
– så må barnet gerne sove mere end gennemsnittet. Er du i tvivl så tal med din læge eller sundhedsplejerske.
Nogle børn er meget sansende og nysgerrige i deres vågentid. De tager utrolig meget ind og lægger mærke til alting omkring dem. Disse børn kan være lidt sværere at overbevise om, at søvnen er et hit, men får man dem i en god rytme, kan disse børn nogle gange have brug for ekstra meget søvn til at fordøje alle indtryk.
Sover mit barn for lidt?
Det kan være til stor frustration og bekymring, hvis man frygter, at ens barn sover for lidt. Jeg kan huske, hvordan jeg selv som mor første gang fik en kommentar: “Ej, har han været vågen i 8 timer? Så brænder han altså sin hjerne af”. Okay det var måske heller ikke lige den mest pædagogiske måde at sige noget på, og jeg husker det stadig tydeligt. Hjernen brænder ikke af. Men for lidt søvn får ofte nogle konsekvenser for hverdagen. Det kan se ud på lidt forskellige måder. Nogle børn bliver lidt hyperaktive. Andre har måske svært ved at koncentrere sig og kan ikke fordybe sig i en bog eller leg. For lidt søvn får ofte konsekvenser for immunforsvaret. Barnet bliver nemmere syg og har sværere ved at komme ovenpå igen. Det samme gælder i høj grad forældrene. Mange børn, der sover for lidt, er svære at læse og vågner meget let. Man ser også, at de nemmere vågner, når søvnen skifter fase. Måske hvert 30. minut eller hver halvanden time hele natten. Måske har barnet, helt som os voksne, sværere ved at styre sit følelsesliv, bliver nemmere ked af det, vred og opgivende.
Du skal altid kigge på dit barn. Hvis du har et barn, som trives med én time under gennemsnittet, er alt som det skal være. Men hvis barnet sover markant mindre end gennemsnittet, og du som barnets forælder vurderer, at trivslen ikke er god hjemme hos jer, så sover barnet nok for lidt.
Du er velkommen til at følge med på vores instagramprofiler @modersoevn og @soevnplejersken hvor vi deler ud af råd til hverdagen om søvn. Du er også velkommen til at kigge på vores online søvnplaner, som er udviklet til, på grundig vis, at hjælpe dig omkring de udfordringer som du, og andre forældre, typisk oplever omkring dit barns søvn. Og endelig er det også muligt at booke en 1-1 online søvnkonsultation med en søvnvejleder.
Nordic Sleep Academy
Hej! Vi er Sine Ditlev Bihlet og Karen Kildahl. Sammen har vi startet Nordic Sleep Academy med viden og vejledning til forældre om børns søvn.
Hvad anbefaler Sundhedsstyrelsen?
Sidste år udkom sundhedsstyrelsen med nye anbefalinger for søvnbehov fordelt på alder
Brug for en plan
Vi tilbyder online søvnplaner, som hjælper dig med at komme i mål med forandringer omkring søvnen.